At trække en parallel mellem blækspruttens krop og danseres krop er nemt. De krav, der bliver stillet til mig som samtidsdanser, er ofte at være kropsligt intelligent, grænseløs, kreativ, fascinerende/interessant at kigge på og måske først og fremmest at kunne ændre mig radikalt og kontinuerligt. Men forholdet mellem de to kroppe stopper ikke nødvendigvis der. Jeg er interesseret i, hvordan blæksprutten kan informere min dansepraksis – ikke kun i funktion af en sammenligning eller en metafor, men som en struktur jeg kan træde ind i, bevæge mig igennem, og blive bevæget af. Og jeg er interesseret i de spørgsmål, den praksis stiller: Hvad vil det sige at være i et opdigtet slægtskab, hvad vil det sige at tage rollen som en anden, at lade noget andet tage over, og hvordan er det her vigtigt for udøvelsen af kunst?
Når jeg bevæger mig i et studie, stopper jeg efterhånden med at være et menneske, og bliver til noget andet. Det er ikke altid, det sker, eller at det sker lige med det samme. Men nogle gange gør det, og så sker der sådan her: først er mit ønske og mit mål at være fuldstændig tilgængelig i alle mine funktioner. Jeg vil agere og respondere med alle lag af min krop og bevidsthed, glemme skellet jeg bevidst og ubevidst har kultiveret hele mit liv mellem hjerne og krop; lade mine fingre lytte, mit fordøjelsessystem tænke, mit ‘mig’ hvile og på den måde både blive en indskrænkning og en multiplicering af muligheder for, hvordan verden kan opleves, og hvordan livet kan leves. Og når jeg så tænker, danser, skriver og går, så gør jeg det som noget andet, end hvad jeg ville definere som ‘mig selv’.
Det var for snart et år siden, at jeg først læste en artikel om blæksprutter (Amia Srinivasans ‘The sucker, the sucker!’), og siden det er blæksprutten som form, dyr og fænomen blevet hos mig. Når jeg ikke er i studiet – som nu, hvor jeg sidder ved et køkkenbord foran min computer – er blæksprutten en form, der hjælper mig til at tænke på mit arbejde, og et fænomen som jeg kan tænke igennem. Der er noget i dyrets funktion, der møder og komplementerer og tænker med det funktionelle, spekulative og eksperimentelle arbejde, jeg udfører, når jeg danser.
De sidste par år har jeg igennem arbejdet med forskellige dansestykker og teknikker mødt og forelsket mig i mange versioner af den decentraliserede krop. Denne krop har ikke en klar midte, der er i kontrol over en periferi, og er altså ikke et singulært subjekt, styret af sindet og med kroppen som forlængelse. En decentraliseret krop er en krop, hvor ‘jeg’et’ ikke er i kontrol, hvor én omformes til flere, og hvor hjernens hovedsagelige funktion ikke er at kontrollere bevægelser men snarere at uddelegere agens til forskellige og skiftende dele og funktioner i kroppen. At bevæge mig i en decentraliseret krop er en praktik, der skaber overraskelser, muligheder og umuligheder.
Da jeg begyndte at læse om blæksprutter, læste jeg først med en følelse af genkendelse. Når jeg arbejdede kropsligt, fik jeg en følelse af at idéen, jeg havde skabt om blæksprutten, min fantasi om den som noget der eksisterede som en kropslig mulighed for mig, gav mig lov til at træde ind i den, at være den.
Når jeg skriver om at være en blæksprutte, kunne jeg måske også sige, at jeg ‘besøger’ den. Meget mindre problematisk og mere tydeligt end det at være måske, men endnu mere en fiktion for mig i øjeblikket af praksis. Men grundlaget af at være og besøge, som jeg bruger de to ord her, er den samme: jeg observerer eller imiterer ikke blæksprutten, men lader min kropslige intelligens handle ud fra en empatisk forståelse for blæksprutter, som den jeg har lært både i myter og i videnskab. Jeg besøger den ikke ved at dykke ned til den, jeg skaber ikke intimitet ved at se den i øjnene. Jeg læser om den og prøver at svare på den lærdom og de indtryk jeg får ved at genkende tendenser og muligheder og forme i min egen kropslige virkelighed. Jeg bliver måske ikke til en blæksprutte, og jeg bliver i hvert fald ikke en repræsentation af en blæksprutte, men jeg får en følelse af at være på vej et sted hen, måske i et slags fjernt slægtskab.
Ved at besøge noget igennem en dansepraksis lærer jeg noget, som jeg ikke kan lære ved at se dokumentarer og læse artikler. En form for fysisk empati eller genkendelse bliver sat i gang, og jeg får en forståelse for noget, der er udenfor mig selv. Ikke ved at jeg er sikker på, hvad den gør og kan gøre og har gjort, men ved at min struktur agerer ud fra dens struktur, kropsliggør jeg en form for svar på den information, jeg har fået.
Når jeg praktiserer dans, nedbrydes de mønstre, jeg normalt retter mig efter. Min krop åbner sig op for andre logikker og hierarkier af bevægelse – det vil sige, min anatomiske strukturs rejse gennem rummet samt min opmærksomhed og sansers fluktuation opererer efter andre normer end dem, min krop er blevet oplært i (en logik jeg ville beskrive som blandt andet vertikalt og menneskelig; selv-observerende og kvindelig; funktionel og logisk).
Som freelance-danser er jeg ofte involveret i flere stykker, der skabes parallelt over længere tid. Det gør, at der er flere af disse kroppe, som min studiepraksis/blækspruttebaserede krop går ind og ud af, alt efter hvilket stykke jeg arbejder med. Når der kommer længere pauser mellem arbejdet med et bestemt stykke, bliver jeg nødt til at ‘holde kontakt’ med lige det stykkes krop. Så går jeg ind i et tomt studie eller mit køkken; jeg er stille, ser kroppen for mig, og lader dens logik sive ind. Jeg lader mindet om at praktisere præcis den krop tage plads i mig. Den informerer om hastigheden af kognition og bevægelse, om følsomheden i forskellige dele af og funktioner i kroppen, og om forholdet til rummet og objekterne i det. Det er en oplevelse af at tid, hukommelse og identitet, alle bøjer sig ind til specificiteten af et arbejde. Når jeg har bevæget mig med denne krop i et stykke tid, og derefter går ud af den igen, er det ikke altid, at den slipper grebet så let. Den har det med at holde fast, trænge sig på når jeg træner, sover, eller når jeg lytter til nogen, der taler.
Denne proces er noget af det, jeg nævnte tidligere, der viser sammenhængen mellem blæksprutter og dansere. Muligheden for at ændre sig, skifte krop, tilpasse sig forskellige logikker og derfor både overleve og imødekomme sine omgivelser. Blæksprutten er kendt for sin færdighed til at kamuflere sig og ret præcist tage form efter sine, nogle gange tilfældige og nogle gange selvskabte, omgivelser. Den færdighed er, hvad jeg først og fremmest træner, når jeg træner danseteknik, men den er mere end en dygtighed, mere end noget at opnå og indtjene på. Allerede inden jeg lærte blæksprutten at kende, gik det mere og mere op for mig, at det at hurtigt integrere en helt ny måde at være i verden på, og så gøre det om igen, er en kæmpe del af, hvad arbejdet med dansekunsten er, og hvad der gør den så vigtig i sit potentiale.
Men det, som blæksprutten satte fokus på for mig, var, at denne mulighed for at ændre mig også skabte en risiko, fordi kroppene, jeg gik ind i, kunne være så utroligt stærke at de kunne overvælde mig og tage kontrollen fra mig. Mit arbejde med dans eksisterer i et grænseland mellem kunst og aktivisme, mig selv og andre, fantasi og virkelighed – og de forskellige retninger, som potentialet kan gå og ikke gå, er mange. Forskellige kroppe tænker, relaterer og handler forskelligt, og at gennemgå den slags grundlæggende ændringer i min krop og identitet skaber konsekvenser for mig selv og andre.
Grunden til at det vejer tungt for mig her, er, at det virker som, at jeg, igennem arbejdet med dansen, kan ændre på, hvordan jeg bevæger mig – på en så dybdegående måde, at arbejdet sker på et anatomisk niveau af cellers funktioner og samarbejde. Når jeg praktiserer dans alene, med andre udøvere, og på scenen, møder jeg ofte en underliggende logik, der lyder nogenlunde sådan her: Jeg ændres, min måde at se verdenen på ændres, og verdenen ændres efter, hvordan den ses – og dansen/blæksprutten spørger derfor, subtilt men insisterende, hvad burde vi sammen ændres til?
Når min blæksprutte-krop praktiserer dans, handler den efter en intelligens, jeg ikke rigtigt kender. Specielt når jeg er i den første del af min studietid. Min to-arme, to-ben, og en-lang-solid-rygrad-krop, mit normale jeg, er ved at forlade mig. Jeg bevæger mig meget langsomt, og min verbale logik tror, at den ved, hvordan jeg skal bevæge mig fra en liggende til en siddende stilling. Men halvvejs begynder armmuskler at ryste, og et ribben presser forkert, og åndedrættet bliver hurtigt og irriteret i, hvad der grundlæggende er en dårlig løsning, hvis bevægelsen stadig skal være langsom. Og i det øjeblik kan jeg vælge at give op. At lade planen om den logiske vej fra A til B blive erstattet af blækspruttens kropslige arrangering af små skiftende bevægelser. For at give den anden krop plads, bliver jeg bliver nødt til kontinuerligt at give slip på mit logiske behov for kontrol, for eksempel når vægten af mit hoved bringer mig ned mod gulvet igen – forkert vej – hvorefter jeg indser, at hovedets bevægelse giver en aflastning af vægt på højre hofte, der nu kan flytte sig et par centimeter bagud, og derfor lade overkroppens løft op til en siddende stilling bæres, solidt og blødt, op i en ottearmet position, der ikke kun føler rummet, men er en del af det.
Det er en fin lille følsom sag for det meste, og det er en samtale mellem konkret verbal logik og diffus kropslig logik. Men når tempoet går op, når jeg ikke er alene, og når jeg lader den diffuse og ikke den konkrete logik tage overhånden, så er det ikke nødvendigvis hverken fint, småt eller følsomt. Og det bliver tydeligt, at det ukendte kan være mange ting, og, igennem kropslig praksis, kan have mange konsekvenser.
Blæksprutten er nemlig karakteriseret ved, at den kan være mange ting. Den kan være en hyperfleksibel, stærk, intelligent, tilpasningsdygtig, kreativ enhed – disse fysiske træk jeg ofte har mødt som idealer for den kvindelige danser, og også personlighedsmæssige træk, der passer godt overens med ideer om den perfekte prekære arbejder. Men blæksprutten kan også være en grotesk, mærkelig ‘anden’, en uforståelig skabning der skaber frygt, fordi den ikke kan holdes fast. I litteratur, kunst og myter kan man finde endeløst mange variationer af blæksprutte-lignende havmonstre. Kraken, Leviathan, Cthulhu, og tilmed Sovietunionen på et amerikansk malet verdenskort, er alle eksempler på, hvordan blækspruttens fremmedhed kan bruges som form for frygt og magt.
I mit arbejde med forskellige kroppe har jeg blandt andet været i en gruppe, hvor vi arbejdede i mørke, styret af vores taktile og sensuelle drift, en proces der endte med at flere oplevede fysiske og psykiske overgreb. Jeg har indgået processer, hvor vi rystede i flere timer og åbnede vores kroppe op til alle rummets energier og strukturer, hvori jeg flere gange brød sammen og ikke kunne bevæge mig i længere tid efter. Og jeg var med til at skabe et stykke, hvor vi kropsliggjorde hekse og fra de kroppe udførte magi og ritualer. Og når vi udførte et ritual for at dræbe den disciplinerede krop, faldt en af os om med et hjerteanfald. Det er altså klart for mig, at hvad jeg praktiserer og hvordan kan have store konsekvenser.
Den tredje form som blæksprutten tager, er den af en ødelagt, opgivet krop. For et andet narrativ om blæksprutter er, at de lever sine korte liv alene, indtil de parrer sig, ofte efterfulgt af at hunnen dræber hannen. Når hun har forsikret sig om, at hendes æg er klækket, og at afkommet klarer sig, lader hun sine celler selvødelægges, og hun bliver så svag, at hun dør, ofte spist som et enkelt bytte. Det er en livscyklus, der er svær for mig at forholde mig til – men det, der virker som en romantisk selvopofrelse eller en meningsløs opgivelse, er også noget der resonerer stærkt med tendenser i aktivisme og kunst; både udbrændtheden og umuligheden eller nægtelsen af fortsættelse.
De tre blæksprutter; den nyliberale helt, det ukontrollerede monster, og den selvødelæggende blæksprutte, er alle relaterbare, men nogle gange er ingen af dem en mulighed, og jeg vil ikke tegne dem op som en form for ideal, selvom de nogle gange tager den rolle hos mig.
For der er situationer, hvor det er umådelig vigtigt for mig at være én og at være noget konkret, noget håndgribeligt og normativt. Når jeg, som de fleste andre i min generation, oplever angst, er det nemlig meget fint at bare være et menneske. Jeg oplever tit angsten, som om at jeg er ved at falde fra hinanden, fra mig selv, ud i noget andet. Det er en oplevelse, der ligner det, jeg med interesse forsøger at tilnærme mig i studiet – men som jeg flygter fra, når det kommer af sig selv, og kommer overvældende. Når det ikke er mig, der lader det tage plads, men det der tager sin plads. Så kommer frygten for det andet, måske lidt ligesom myten om blækspruttemonsteret, det der sluger mennesker og trækker skibe ned under havet og voldtager kvinder, det farlige og det ukendte. Jeg føler muligheden for at give efter til noget andet end det menneskelige, kendte subjekt og gør mit allerbedste for at presse muligheden væk. Og så er det nødvendigt for mig stadig at tro lidt på ideen om, at jeg først og fremmest er en stabil entitet, som er i kontrol.
Det har ellers været lidt for nemt for mig at dømme det som ‘dårligt’ når jeg forenkler og forstår verden i polariteter. Et klart skel mellem hende og ham, sort og hvidt, os og dem. Med dansekunsten har jeg villet åbne op for min egen forståelse af ting som komplekse og ikke binære. Jeg har villet ændre virkeligheden ved at ændre min måde at forstå den på og derfor at handle på. Og indtil nu har jeg handlet på det ved at gå ind i et studie og forsøge at tænke med mine fingre, se med min hud, udtrykke med mine ben, være både mand og kvinde, og falde til ro med det ubegribelige. Og trods alle de modsætninger som det indeholder, føles det meningsfuldt, at, fra den mere eller mindre holdbare position af at være én, sørge for at besøge det at være noget andet, det at være flere, og lade det informere mig.
At fysisk besøge blæksprutten, som en fremmed, ikke-forståelig og ikke-singulær krop, kan for mig være en form af handling, ansvar, modstand og samtale. For når blæksprutten både aktiverer mig som en tilpasningsdygtig danser og som en frygtindgydende farlig anden og som en udmattet ødelagt krop, der vælger overlevelse, fremgang og sig selv fra, så peger det mod et potentiale af forskellighed. Det at være mange og at blive gjort til mange i mødet med sin omverden, er noget, der gør modstand og aktivisme muligt, og nærværende. Og jeg håber, at jeg aktivt kan lade være med at lægge stabile og bestemte løsninger ud på forhånd, men i stedet praktisere tillid og være med til at skabe rum hvor beslutninger bliver taget, og handlinger bliver skabt – fra skiftende kroppe i mødet med skiftende omstændigheder.
