Inläsning
Løgnen er ordene der ruller sandheden over tungen. Min mor har lært mig at lyve. At holde fast i en virkelighed, der passer bedst til enhver given situation. Jeg har løjet så længe at det ikke længere er overfladiske fordrejninger, af hverdagens små hændelser, men opdigtede sandheder. Min løgns rodnet har mange forgreninger og utallige afstikkere. Den henter sin næring fra dybe lag af mistillid og blanke mindreværdskomplekser. Jeg kan ikke formulere en sætning uden at stjæle dens betydning.
Bag mig ser jeg at grænserne ophæves. Mit hoved kan ikke rumme løgnens pragtfulde frihed. Fortiden trykker klaustrofobiske historier ned i min hals. Hjertet tror ikke min egen krop. Det slår for sig selv, løsrevet fra de andre organer. Det er svært at stå oprejst. Hvem er de stemmer der taler til mig? Hvorfor er de så mange? Hvorfor er alt så utydeligt? Alle ord jeg har sagt, runger som et ekko i min hjerne. Jeg forfølger mig selv. Jeg hader mig selv for den jeg er, alt jeg ikke er.
(Løgnen er denne; en metode til at mislykkes)
7 år, uskyldig, uden forsvar, bange for mørket og bange for at miste. Fyldt af angst for ikke at være accepteret, ikke at høre til, for ikke at være tilstrækkelig i kærligheden til sin søster og mor. Han sidder på toilettet i et rødt sommerhus med plastik vinduer, nærmeste nabo er et hønsehus på kanten af et lille vandfald. Det er aften, kulsorte skyer. Toilettet er et das, en spand der fyldes med lort og pis, tømmes i haven. Søster og mor sidder i stuen. De spiller spil med en mand som mor har mødt. En høj mand med store hænder og en dominerende autoritær stemme der får drengen til at skælve og gøre hvad han forlanger. Jeg er færdig, råber drengen, som han plejer. Han venter. Råber igen. Manden dukker op i døren med en smilende ondskab malet i ansigtet. Han løfter drengen op i benene og holder hoved og krop over tønden mens han grinende sænker ham mod kanten af dasset. Drengen skriger. Manden ler.
jeg er et opløst væsen i omgivelsernes altoverskyggende betydning
det er en vekselvirkning af uendelige spejlinger
i at mislykkes; håbløsheden; udueligheden
Området var naturskønt. En å løb forbi huset. Vi hoppede fra sten til sten, flød med strømmen i vores regntøj. Det var et fantastisk sted. Tomme sommerhuse, tilfældigt placerede i landskabet. Overladt til os selv.
Jeg har flere løgne; han eksisterer som en del af min sjæl, min fortælling. Han har et evigt liv, abstrakt eller håndgribeligt. Med det siger jeg; han har fulgt mig lige siden; påvirkelig af omgivelserne; gradbøjninger af sanseløsheden; indtager andres kroppe; taler med deres stemmer; ler deres latter.
Hans fremgangsmåde er altid den samme: adfærdsvanskelig og dominerende
(Endnu en løgn; det mislykkede i metoden)
Han skriger ord i mit ansigt. Han rækker tunge og viser mandler. Han efterlader hænder på min søsters ryg, ar på min krop. Han trækker vores bukser ned til anklerne, brænder smerten fast i vores hoveder. Han lærer os hvordan man sidder ved bordet, hvem der serveres først. At sofaen ikke er et møbel til afslapning, at en mor ikke har samvittighed. Han fortæller os alt om konstruktionens bæredygtighed og viser os sine beregninger:
produktet af en lykkelig familie
beviset på en mesterlig opdragelse
omtale med mange tunger
give erfaringen videre
Jeg mislykkes på utallige måder og modbeviser alle beregninger. Hæver overliggeren, falder igen. Forstår hver knogle, fragmenter af fortiden. Forringer produktet og giver erfaringen videre.
(Løgnen; sætninger der dannes i lukkede celler)
Du gav mig ensomheden og alt det forbandede lort der følger med. Jeg fik et sprog som ingen forstår, jeg er en bedrager. En komposition af fiktive minder, af påståede svigt skabt af min tanke.
Der findes kun falske smil. Der findes kun misbrug. Mærk min angst i alle rum. Hvordan havnede jeg her? Hvilken naiv tanke trak mig gennem helvede og lod mig brænde? Stemmerne jeg hører, er mine egne, ordene skaber jeg selv.
Du vil ha mere, du vil ha alt. Alt det jeg ikke kan gi. Du vil ha et luftslot
Jeg kan ikke bære verden i min favn. Jeg kan ikke bære mine børn.
Smerten i mit øre. Vreden der altid får luft og tvinger sig vej, gennem sener i halsen. Stemmebåndet der smager af jern.
Frustrationen over egen uduelighed, det er altid andres fejl. Jeg har metamorfoseret. Hverken til fugl eller fisk, overgriberen er mig selv. Den psykiske terror fører jeg videre mod mine kære, mod alt hvad jeg holder af.
du vil ha mere du vil ha alt det jeg ikke kan gi du vil ha et luftslot jeg kan ikke bære verden i min favn jeg kan ikke bære på dit navn
(Påstand (løgnen); et mislykket væsen)
en forklaring hun ikke kan gi, en fortid der ikke eksisterer
En pige vandrer ud af en bygd. Hun rejser fra sine forældre, sine søskende og en fremtid ved båndet på filetfabrikken. Hun forlader et landskab, der ikke overlader noget til tilfældighederne. En hverdag fuld af forudfattede meninger; traditioner der holdes fast med sølvkæder og brocher, stribede kjoler og farvede tørklæder. Hun føler sig kvalt i den salte luft, lugten af fisk. Hun vil høre larmen fra en storby. Hun vil mærke anonymiteten i et højhus, accepten af skæve eksistenser. Hun vil ha kort hår, hun vil ha langt hår.
accepterer en tilstand, finder en måde at overleve
scenarier og påstået jalousi som ingen forstår. Formen bestemmer ordene, overlevelsen runger i alle rum.
en familie mister stemmen. Trætheden i kroppen er resultatet af en gyngende hverdag.
Bølgerne gentager sig selv; ruller mod kysten, slås i stykker, trækker tilbage. En dag tørrer de ud og blotlægger en sandbanke. Skrigene er ikke eksisterende, lyden af havet er fordampet, horisonten forsvinder bag krumningen på kloden.
bindevævet er elastisk; alt hun ikke siger strækker sig udover sandhedens grænser, alt hun ikke hører klistrer sig fast i eroderede oplevelser.
Selv ikke ord uden omsvøb kan bryde overfladen, der sender alle signaler tilbage ud i verdensrummet.
Det er kun fiktive minder der overlever i dette klima.
En ældre kvinde og hendes mand kører ind i en bygd. De flytter ind i hendes forældres hus, river gulvet op, bytter vinduer, skifter køkkenelementerne. Udsigten er ikke forandret, taget på fiskefabrikken er stadig blåt. Landskabet kan ikke skjule ensomheden, der omringer husets nymalede vægge. Hun dækker kroppen med stribede kjoler og farvede tørklæder, spænder kæderne og pudser brochen. Mærker øjnene i hvert vindue.
(Løgnen; nedfald/affald)
Jeg klemmer hårdt om hans arm, stopper blodets bevægelse med fingrene. Hans mørkeblå åre er kun en svag kontrast mod hans blege hud. Fører nålen ind mens hans hår hænger mod gulvet. Ser hvordan sveden ligger koldt på hans pande. At hans pupiller udvider sig og trækker sig sammen igen. Lidt blod er størknet på gulvet, hans sko har ikke snørebånd. Han husker ikke hvem jeg er, hvordan vi er havnet her. Jeg husker det heller ikke men forestiller mig at det handler om et møde mellem to mennesker, i en tilfældig by, i et overset land. Han falder sammen. Falder ud af rummet og forsvinder. Jeg mærker kulden fra hans krop, ser hans læber sige ord uden lyd. Og alle de forbandede stjerner, der hænger over vores hoveder. Tegn der ikke længere eksisterer, forestillinger der viser fortiden og lyver om nutiden. Os der forsøger at læse fremtiden. Jeg prøver at genkalde min mors ansigt. Hendes fortabte, sammenkrøllede krop, der lå som ulden fra et slagtet får. Øjne der ser. Og min søsters stærke arme, der bar mig igennem stuen. Det er bare billeder. Meningsløse udsagn, der forbinder min skæbne til en historie. Eller historien til en skæbne. En fortælling der ikke er min. En mundtlig overlevering af tilstræbte sammenhæng og uønskede sandheder. Jeg lader ham ligge i sit eget pis. Lader ham drømme sine egne drømme. Ser at vi er gået i omløb om månen. Dens mørke krater og døde sandstrande.